"Mindre til de arbejdsløse, det skal nok få dem igang"

DR2 har hvaer dag direkte sendniger fra folketingssalen. (det har DK4 forøvrigt også) Der kan man følge med i debatterne i salen. Igår havde jeg fjernsynet kørende i baggunden og fulgte lidt med i onsdagsdebatten, som er 25 spørgsmål til statsministeren.
Det var SF der hade fremsat spørgsmål omkring de mest økonomiske trængte i Danmark og om regeringen havde tænkt sig at lave en officiel fattigdomsgrænse. Altså en grænse for hvor lille rådighedsbeløb man har tilovers efter de faste udgifter er betalt.
Statsministeren afviste prompte at ville lave en fattigdomsgrænse. Han mente ikke at et sådan tal ville være reelt, mente at det var et individuelt anliggende. I sit svar sagde han f.eks at han ikke kunne forstå at nogen skulle have økonomiske problemer når de som maximum kan få 9800 kr pr. måned i kontanthjælp. Anders Fogh mente at regeringen gjorde alt for at få folk i enten arbejde eller uddannekse... og det må være løsningen. Jobtræning og løntilskud eller i sidste ende revalidering skulle være hjælp nok efter hans mening. Han henviste også til at det ikke skulle skade at få mindre endnu, med et eksempel taget fra integrationsloven; der siger at hvis man er invandrer og har boet i Danmark mindre end 7 år får man en mindre ydelse... og at en større procentdel af dem der får mindre skulle være blevet selvforsørgende i forhold til dem der ikke var under denne lov og får fuld kontathjælp.
Sagt med andre ord mener regeringen at hvis bare man får lidt nok, så skal man nok "tage sig sammen" og finde et arbejde.
Dermed kan man nok forvente at kontanthjælpen vil blive beskåret yderligere så længe vi har den nuværende regering. Man han nogensinde selv har prøvet at skulle spekulere over hvilke regninger der må udsættes eller mon han nogensinde har kendt nogen som er økonomisk trængte? Mon han selv overhovedet er i stand til at sætte sig ind i hvordan det er ikke at kunne klare alle udgifter hver måned? Mon han har prøvet at regne på hvor hurtigt 9800 kr forsvinder til de faste udgifter? En typisk huslejeudgift for en enlig moder til eet barn er vel omkring 5000 kr, så er der el/gas, telefon, forsikringer, udgifter til transport osv... alle disse faste udgifter kan hurtigt blive 4000 kr....så er der 800 kr tilbage til resten af måneden for een voksen og eet barn. Hvilket gør at der f.eks ikke er penge til sociale aktiviteter. Der er ikke penge til tandlægebesøg for den voksne. Der er ikke penge til mange små ting i hverdagen.... Selvfølgelig er der børnepenge hver 3. måned, men oftest vil de jo bare gå ind og dække de udgifter som er udskudt og eventuelt uforudsete udgifter. Hvis vi snakker om en enlig mor, må man gå ud fra at hun har friplads i institution for barnet, så det koster ikke noget, derudover kan hun måske få boligstøtte.... så der kan være mere end de 800 kr tilovers, men kun hvis hun selv har overskud til at finde ud af hvad man kan få og hvilke formularer der skal udfyldes, hvor man skal henvende sog og alt det dér. Oven i bekymringerne over hvordan næste måneds regninger skal betales, skal hun så også sørge for at søge om ditten og datten, fremlægge budgetter og kvitteringer... ja nærmest føle sig under administration af det offentlige. Derudover vil hun ifølge regeringens ledighedslovgivning skulle arbejde fuldtid i jobtræning uden at få mere end et par hunderede ekstra om måneden i aktiveringsydelse. Man oparbejde ikke timer til at kunne indgå i dagpengesystemet og rent fagligt bliver sat ud på et sidespor hvor man ingen rettigheder har. Man bliver aktiveret i et jobfunktion som ikke må erstatte en reel arbejdsplads, man har ingen fagforening der kan varetage end interesser og i det hele taget bliver man på ingen måder hørt.
Det er altså situationen jeg har skitseret her, som sikkert er meget normal for en enlig moder i Danmark. Det er da klart at et fast arbejde eller uddannelse må være det ypperste man kan tilbyde en arbejdsløs i den beskrevne situation. Men er der ingen der tænker på at det er en meget nedværdigende situation som kan være meget svær at komme ud af. Det kræver i hvert fald en meget stor portion af gåpåmod og masser af energi. Jeg tror ikke det er alle der har det....og hvad sker der så? Hvis der endelig er nogen indenfor det sociale system som vågner op og bemærker at der findes en uholdbar situation, kan man i værste tilfælde forestille sig at man måske vælger at fjerne barnet. Så tænker man på barnets kår og anser den manglende økonomi og det manglende overskud ag gåpåmod eller energi, af den forsørgende voksne, som værende belastende for barnet. Det er et skrækscenarie, men nok noget der sker. Der er sikkert også andre mulige måder at komme i uføre i det sociale sikkerhedsnet på.