Når man ikke vil i regeringen

Man kan måske undre sig over når DF afviser at de vil have ministerposter efter et valg. Ser man på hvordan DF politikere gebærder sig i det offentlige rum, så giver det udmærket mening.

Det er set igen og igen at der kommer forslag eller "visioner" som de så smukt kalder det, for ikke at hænge på det hvis de skulle få mere magt i dansk politik.
Senest har integrationsordfører Marin Henriksen været på banen om de 200 flygtninge som er kommet i klemme i asylsystemet.
Han mener sagtens man kan skide på menneskerettighederne og vil gerne overveje helt at gå ud af konventioner.

Integrationsordfûhrer Martin Henriksen

Den slags udmeldinger ville aldrig se dagens lys fra et regeringsparti. Heller ikke DF. De har det hele i deres populistiske mund Grunden til de afviser at få ministerposter, er netop fordi de mener at stå stærkere når de ikke har ansvar.
Det er billigt købt og det er netop den slags der gør at DF nok er det mest ultimativt populistiske parti i Danmark.
Det er for nemt at komme med alle mulige udmeldinger som kan hente sympati hos en forholdsvis stor del af befolkningen, når man aldrig kommer til at stå til ansvar for dem.

Når Venstre går ud og omtaler Socialdemokratiets løftebrud virker det rent ud sagt latterligt at de ikke kræver mere realistiske udtalelser fra det parti som måske kan føre dem til regeringsmagten igen. Og det er jo ingen hemmelighed at DF ufravigeligt støtter Løkke som statsminister. Det er dog blevet helt åbenlyst at både Venstre og DF har sat sig selv i en klemme, der gør at de stort set er bundet på hænder og fødder. de kan ikke komme med reelle løfter eller det der ligner. Derfor kalder de det visioner, hensigter, tanker osv.

Fra darling til hadeobjekt

Da Yahya Hassan var ude med kritik af det muslimske miljø og de omgivelser han selv er opvokset i, blev han meget hurtigt en darling for folk på den yderste højrefløj. der var ingen grænser for hvor mange rosende ord han fik og blev inviteret til både det ene og andet. 
Det har dig taget en 180 graders vending.

Efter angrebene i København på henholdsvis Krudttønden, Østerbro og synagogen i Krystalgade begyndte Yahya at afprøve sin ytringsfrihed. Udklædte folk i naziuniformer og andre morsomheder. Personligt synes jeg det er plat og ikke har noget med ytringsfrihed at gøre men jeg har det på samme måde med muhammedtegninger. Yahya's pointe er det samme.
Hvor meget kan man genere folk med grove morsomheder, før de bliver sure?

Yahya provokerer Pia Kjærsgaard og andre der elsker hende, på Facebook

Sure, er lige nøjagtigt hvad folk fra højrefløjen er blevet nu. Efter at have lutter positive ord om Yahya Hassan er det nu vendt til vrede. Nu er han ikke højrefløjens darling mere.
Det store spørgsmål er om den danske højrefløj er hykleriske når det angår hvad de selv betegner som ytringsfrihed. Der er noget der tyder på at der findes en form for selektiv ytringsfrihed. Et andet eksempel er, når folk fra Grimhøjmoskeen eller dem fra Hizb ut-Tahrir har en anden mening. Ser man helt bort fra politisk/religiøst ståsted, så har alle vel lov til at ytre sig ligegyldigt hvor fucked up de er. Sjovt nok mener mange fra højrefløjen at ytringer der ikke passer overens med deres holdninger bør stoppes med loven i hånden eller der er tale om udvisning af Danmark.

Yahya Hassan afprøver hvor langt han kan gå og viser nu med tydelighed at han ikke ønsker at være nogens darling. Lige nu svæver han imellem alle fløje og ingen ved hvor de har ham eller hvad og hvem han ikke provokerer eller hvad han finder på næste gang.
Om det så er kunst eller ytringsfrihed er svært at afklare. Provokation er vist mere det rette ord.