Det er en underlig fornemmelse at pludselig snakke med en man ikke har talt med i "100" år. En lidt mærkelig fornemmelse især hvis det er en man engang har haft meget tæt inde på livet. Endnu mere underligt er det jo egentligt at man overhovedet har mistet kontakten in the first place. Men alt har sine grunde, gode eller dårlige.
I dag skete oventstående for mig og derved er måske brudt en form for barriere....jeg ved det ikk' og ved ikk' om der nogensinde har været nogen.
Hvilket personligt forhold jeg har til denne og person og hvem det er vil jeg ikke komme ind på her.
Hvis du ser dette ved du selvfølgelig at det er dig det handler om.
Men for at komme tilbage til essensen;
så er det altså en meget underlig fornemmelse at opleve dette. Der er som en indre forståelse og en tilbagetrukket følelse som sidder gemt, gemt i et kammer i hjertet. Døren til kammeret har været lukket og låst, men samtidigt har man hele tiden vidst hvor nøglen kunne findes.
