2 minutters stilhed

er ikke mange sekunder for hver af de 200 døde i Madrid efter tirsdag d. 11/3

Anders Fjog's ønske om 2 minutters stilhed kl.12:00 d.15/3 blev heller ikke nævneværdigt imødekommet. Man kan så spørge sig selv hvorfor. Både hvorfor det ikke blev efterlevet og faktisk også hvorfor Anders Fjog overhovedet synes at vi i Danmark har grund til at sørge over spanierne. Selvfølgelig ligger den del medmenneskelig medfølelse og oprigtig indre sorg over at den slags angreb på selve menneskeheden finder sted. Hvorvidt den indre sorg i Danmark er så dyb at det afføder en sådan næsten spontan reaktion på statsministerens ønske kunne man nemt observere bare ved at kigge ud af vinduet hvorsomhelst hvor der er mennesker. Selvfølgelig var det visse offentlige institutioner såsom statsministeriet og Børsen som fulgte Fjog's opfordring, men resten af Danmark ser ikke ud til at tillægge hændelsen i Madrid så stor en betydning. Selv ikke engang på rådhuspladsen kunne stilheden observeres. Det er ellers før sket at rådhuspladsen har stået stille... sidste gang var vist da WTC blev nedfløjet.
Danskerne og måske mest de danske medier har ellers intenst fulgt med i hele terrorauktionen, hver dag i nærmest en hel uge efter har man kunne se billeder derfra. Vold, død og ødelæggelse har altid givet gode tal både når det gælder radio, TV og tidskrifter og i bombningen i Madrid har været massivt dækket hele vejen rundt.
Det er egentligt en lidt småpervers tendens at andre folks ulykke på den måde skal udstilles og at folk overhovedet finder sig i at skulle se og høre på det. Der er måske noget om snakken når Skt Stefan Kirken's kvindelige præst siger at det er samme fænomen som hvis der sker en trafikulykke. Det er noget der kan samle folk i en fælles syg nysgerrighed og at man så i dette tilfælde bagefter ovenikøbet også skal sørge over det i 2 minutter er tegn på at vi i den vestlige verden har munden for fuld og dyrker menneskelige relationer for lidt. Den indiviuelle livsform gør at fællesskabet og fornemmelsen af have noget at være sammen om er blevet en mangelvare og man søger efter den mindste årsag til at dyrke en fælles sag. Se bare da en ung italiener blev knivdræbt på den anden side af gaden af Frederiksberg (siger bevidst ikke nørrebro, da det skete på åboulevarden og Frederiksberg ligger lige på den anden side af fodgængerfeltet, var det nu netop sket på den anden side af vejen havde man sikkert alligevel fremhævet Nørrebro og som bosat på Nørrebro er det stærkt belastende at samtlige medier altid skal udnævne Nørrebro som det værste sted i Danmark... måske lige bortset fra Gjellerupparken og Voldsmose) Efter italienerens død kunne man se hvordan hundrede mennersker eller mere flere gange mødtes på mordstedet med blomster, lys og håndskrevne kondolancer en masse. Ingen kendte ham, ingen kendte hans familie. Mediedækningen gjorde bare at der kom så meget bevågenhed omkring sagen at folks dårlige samvittighed og fællesskabstrang gik over gevind.
Tænk engang hvis man hvergang 200 mennesker døde af sult i verden skulle holde 2 minutters stilhed! Så ville det hele gå i stå og alle ville nærmest aldrig komme videre, for 200 dødsfald på grund af sult sker nærmest hverandet øjeblik. Det er noget den vestlige rige verden ville kunne gøre noget ved. Man ville sagtens kunne hjælpe langt størstedelen af de fattige og sultne mennesker i verden hvis man var interesseret i. Det er man bare ikke interesseret i. Hvorfor er en gåde, for afhjalp man fattigdommen og sulten i 3. verdens lande (grimt ord) kenne man måske også undgå alle de mord der sker i desoperation over sult og alle dem der bryder ud af undertrykte befolkninggrupper verden over. Måske kunne man afskaffe en stor del af den eksisterende terrorisme ved at gøre en ordentlig indsats for at støtte de mest fattige lande i verden.
Men nej, der er ingen der gider interessere sig for alle dem som dør af årsager som vi i den vestlige verden faktisk sagtens kunne undgå en stor del af. Medierne viser ingen interesse for at informere folk om hvad der sker forskellige steder i verden. De orker ikke fortælle om alle de skæbner der må lade livet hver eneste dag på grund af ekendige forhold i kraft af arbejdsløshed, kriminalitet, sult, korruption, undertrykkelse, fattigdom, forurening, krig og en masse andre frygtelige årsager. Hvis medierne dækkede alle de dødsfald der skyldes førnævnte ville der nok være en del aviser og andre nyhedsmedier der ville komme til at ligne en gentagelse af sig selv. Meget hurtigt ville folk alligevel blive træt af at høre på det og på den måde måske nærmest blive immun overfor menneskerlige katastrofer. Man ville med sikkerhed ikke finde grund til at holde 2 minutters stilhed for 200 dræbte i Madrid efter en terrorbombe. Man vil ikke tage kampen op mod alle de inhumane hændelser i verden, der vender man bare det blinde øje til, men man vil gerne tage kampen op mod terrorismen selvom man ikke engang ved præcist hvem fjenden er og hvorledes man skal gribe det an. Krigen mod terrorisme er tabt på forhånd.
Derfor bør man måske nok tænke lidt mere på at hjælpe og kæmpe der hvor det giver en mening i stedet for at pumpe den ene milliard efter den anden i håbløst umulige deklarationer. Den dag må ve se frem til!!