Når man ikke vil i regeringen

Man kan måske undre sig over når DF afviser at de vil have ministerposter efter et valg. Ser man på hvordan DF politikere gebærder sig i det offentlige rum, så giver det udmærket mening.

Det er set igen og igen at der kommer forslag eller "visioner" som de så smukt kalder det, for ikke at hænge på det hvis de skulle få mere magt i dansk politik.
Senest har integrationsordfører Marin Henriksen været på banen om de 200 flygtninge som er kommet i klemme i asylsystemet.
Han mener sagtens man kan skide på menneskerettighederne og vil gerne overveje helt at gå ud af konventioner.

Integrationsordfûhrer Martin Henriksen

Den slags udmeldinger ville aldrig se dagens lys fra et regeringsparti. Heller ikke DF. De har det hele i deres populistiske mund Grunden til de afviser at få ministerposter, er netop fordi de mener at stå stærkere når de ikke har ansvar.
Det er billigt købt og det er netop den slags der gør at DF nok er det mest ultimativt populistiske parti i Danmark.
Det er for nemt at komme med alle mulige udmeldinger som kan hente sympati hos en forholdsvis stor del af befolkningen, når man aldrig kommer til at stå til ansvar for dem.

Når Venstre går ud og omtaler Socialdemokratiets løftebrud virker det rent ud sagt latterligt at de ikke kræver mere realistiske udtalelser fra det parti som måske kan føre dem til regeringsmagten igen. Og det er jo ingen hemmelighed at DF ufravigeligt støtter Løkke som statsminister. Det er dog blevet helt åbenlyst at både Venstre og DF har sat sig selv i en klemme, der gør at de stort set er bundet på hænder og fødder. de kan ikke komme med reelle løfter eller det der ligner. Derfor kalder de det visioner, hensigter, tanker osv.

Den tydelige udvikling i SF

Analyse:

Når man ser på hvordan SF's bagland det sidste stykke tid har kritiseret folketingsgruppen danner der sig et billede, som tydeliggøres yderligere, når man ser på udviklingen i formandsvalget. 

Måske har SF et problem. Måske er SF plads i regeringen simpelthen en fejltagelse. At lægge sig meget tæt op af socialdemokratiets politik og trukket yderligere til højre af de radikale, ser ud til at være en upassende udvikling når man tager et kig ned i rækkerne.
Annette Vilhelmsen kandidatur, og dem der støtter hende, set i forhold til hvem der støtter Astrid Krag, understreger det meget kraftigt.

Senest har partiets "grand old man" Aage Frandsen tilkendegivet sin støtte til Vilhelmsen, hvilket viser at mange af de oprindelige værdier i SF ikke har en fremtid med Astrid Krag. Det var ikke uden grund at han tidligere var ude og kritisere Villy Søvndal.
Eftersom SF (stadig) har et stærkt bagland og politiske diskussioner har til vane at nå langt ned blandt de menige medlemmer, er der stor chance for at partiet vil komme ind i en vanskelig tid hvis Astrid Krag bliver valgt som formand.

Hele 53 procent af de 64 ud af 135 kredsformænd der har svaret på en rundspørge udført af Berlingske Research peger på Vilhelmsen mens kun 27 procent støtter Krag.
Hvor mange af de 15.000 medlemmer af partiet forholder sig når formandsvalget snart bliver afgjort ved en urafstemning, tegner til at blive en ren gyser for folketingsgruppen.

Hvis Annette Vilhelmsen bliver valgt, kan det føre til to ting: Enten bliver folketingsgruppen nødt til at lytte mere til baglandet eller også sker der det, som oftest sker for folk der kommer indenfor Christiansborgs døre, at Vilhelmsens oprindelige gennemslagskraft hos de menige medlemmer bliver forringet.

Kilder: Berlingske 1, Berlingske 2